Hvis du skal i gang med at transskribere, så er god software afgørende for hvor længe du skal bruge. I denne artikel gennemgår vi 2 programmer, der gør dig mere effektiv, når du skal transskribere manuelt.
Du skal til at transskribere – og er det din første gang, så bør du skaffe et godt transskriberingsprogram.
Et transskriberingsprogram er et program, der indeholder en række smarte funktioner, der assisterer dig under transskriberingen. Det kan være funktioner som genvejstaster, automatisk indsættelse af tidskoder, afspilning i slowmotion og meget mere.
Kort sagt: Et godt transskriberingsprogram gør arbejdet med transskribering lettere.
Inden vi skal se på de 2 programmer til transskribering i denne artikel vil vi først kort gennemgå de vigtigste fordele ved at bruge et.
Hvilke fordele er der ved at bruge et transskriberingsprogram?
Der er 2 primære fordele ved at bruge et transskriberingsprogram.
Fordel #1: Du sparer tid
Hvis du har prøvet at transskribere før, så ved du garanteret, at det tager tid. Lang tid. Ofte bruger selv de bedste transskribenter op til 4 timer på at transskribere 1 times lydfil. Denne hastighed er ofte kun mulig, fordi man har særlige programmer, der kan assistere transskriberingen.
Bruger man ikke et dedikeret program til transskriberingen, så tager det selv en garvet transskribent op til 6+ timer at transskribere en times lydfil.
Flere funktioner i et dedikeret program hjælper dig med at transskribere hurtigere. Her er nogle eksempler:
- Én brugerflade i stedet for flere: Et dedikeret transskriberingsprogram gør, at du slipper for hele tiden at skifte mellem dokument og lydafspiller, når du skal spole.
- Smarte genvejstaster er integreret: Tænk på hvor meget tid, du kan spare, hvis du kan indsætte en tidskode eller spole 2 sekunder tilbage med et enkelt tryk på en knap.
- Hastighedsjustering uden lydforvrængning: Du kan fx sætte genafspilningshastigheden til 75% – så slipper du for at spole tilbage hele tiden.
- Mulighed for tilslutning af fodpedal: Hvis du har en fodpedal til transskribering, så kan du opsætte den i de fleste transskriberingsprogrammer.
- Integration med talegenkendelsessoftware: Nogle transskriberingsprogrammer integrerer godt med software, der kan autotransskribere tale. Er der en speaker i din lydfil, der altid taler klart og tydeligt, kan det være en god hjælp.
Det er generelt hurtigt at lære alle funktionerne at kende, og du begynder at spare tid på transskriberingsarbejdet med det samme.
Fordel #2: Du får mere præcise transskriptioner
Utydelige lydfiler kan være et mareridt at transskribere. Kan du ikke høre hvem eller hvad der bliver sagt, så er den endelige transskriptions kvalitet prisgivet dine bedste gætterier.
Her kan du bruge smarte funktioner, der gør dine transskriptioner mere præcise, når du bruger et dedikeret program til transskribering.
Her er et udpluk af nogle af de funktioner, der kan øge din præcision:
- Rens for baggrundsstøj: Det meste transskriberingssoftware kommer med funktioner, der kan “rense” lydfilerne for baggrundsstøj. Så fremstår det sagte i lydfilerne tydeligere – og det kan være en stor hjælp.
- Bedre volumekontrol: Hvis en person taler langt væk fra mikrofonen, så kan det være handy med et midlertidigt volumeboost. Mange transskriberingsprogrammer kommer med muligheden for at give et midlertidigt ekstra nøk opad i volumen.
- Justering af afspilningshastighed: Hvis der bliver talt hurtigt kan du bruge programmet til at skrue ned for hastigheden. Så fremstår det sagte ofte tydeligere.
- Automatisk speaker-genkendelse: Transskriberer du et interview med mange deltagere, så er det ofte svært at skelne dem fra hinanden. Men med automatisk genkendelse af speakere er du ude over det problem.
Så langt, så godt. Lad os kaste blikket på de programmer til transskribering, du er kommet for.
HappyScribe: Let og gratis
Det første transskriberingsprogram, vi skal kaste blikket på her, er HappyScribe.
HappyScribe er en amerikansk virksomhed, der er specialister i at transskribere og lave undertekster. De tilbyder både manuel og automatisk transskribering (begge dele betalte).
Det er dog deres gratis transskriberingssoftware, vi skal fokusere på her. Du finder værktøjet her.
Lad os springe direkte til vurderingen af softwaren:
Fordele ved at bruge HappyScribe
- Gratis at bruge: Du får alle værktøjets funktioner helt gratis – og der er ingen betalte opgraderinger.
- Transskriber direkte i browseren: Du kan tilgå værktøjet direkte i din browser. Du skal ikke downloade noget.
- Integreret afspiller og editor: Her får du afspiller og teksteditor i én – og det fungerer rigtig godt.
- Justér frit mellem 14 afspilningshastigheder: Afspil i slowmotion, så du kan følge med uden at pause. Ingen forvrængning af lyden.
- Automatisk rewind v. pause: Du indstiller selv hvor meget editoren skal spole tilbage, når du pauser – fra 1-10 sekunder. Så taber du ikke ord, når du afspiller igen.
- Masser af tastaturgenveje: Pause, spol tilbage, spol frem, diktér – og gør det hele med ét tryk.
Ulemper ved at bruge HappyScribe
- Mangler automatisk speaker-indsættelse: Det kunne være smart hvis editoren blot valgte den næste speaker, når man trykkede enter. Det gør den ikke – her skal du til at vælge med musen.
- Dårligt TXT-format v. download: Man bliver lidt snydt af den flotte brugerflade i browseren. Når du downloader en færdig transskription får du den i en TXT-fil, og formateringen er… ja. I hvert fald ikke noget at råbe hurra over.
- Trodser GDPR: HappyScribe er en amerikansk virksomhed. Når du uploader dine lydfiler ender dataene på en amerikansk server, og myndighederne har ret til at se dem. Det strider med den europæiske GDPR-lovgivning.
ExpressScribe: Funktionsrig – men koster lidt
Det næste transskriberingsprogram på vores liste er ExpressScribe.
ExpressScribe er software udviklet af den amerikanske virksomhed NCH Software. Har du under 30 minutters lyd du skal transskribere, så kan du hente en gratis version af programmet. Eller skal du betale for det. Den betalte version koster ca. 80 dollars – i omegnen af 5-600 kr., afhængig af kursen.
ExpressScribe er til de mere professionelle transskribenter, og topper blandt de bedste programmer til transskribering. Du får flere funktioner end med HappyScribe. Den indbyggede editor i ExpressScribe er dårlig – men den fungerer fremragende sammen med Microsoft Word eller Google Docs.
Fordele ved ExpressScribe
- Integrerer med alle tekstprogrammer via hotkeys: ExpressScribe skal opsættes med system-hotkeys inden du kan gå i gang med at transskribere. Det lyder sværere end det er – de vejleder dig i hvordan. Fordelen er, at du kan styre afspilningen af dine lydfiler direkte fra dit foretrukne tekstredigeringsprogram.
- Fuld kontrol over afspilningshastighed: Du kan afspille lydfilerne fra 25%-300% hastighed. Og der er ingen forvrængninger af lyden.
- Integrer med fodpedal: Hvis du er blandt de smarte med pedaler under skrivebordet, så slutter du den bare til programmet.
- Let indsættelse af tidskoder: Hotkeys lader dig kopiere tidskoder med et tryk – og så indsætter du dem blot hvor du vil i transskriptionen.
- Fjern baggrundsstøj med ét klik: Har du har en støjende lydfil med utydelig tale? Så kan du fjerne baggrundsstøjen med et enkelt klik.
- Ekstra volumeboost: Særligt godt, hvis du har problemer med at høre hvad deltagerne siger.
- Spol 1 sek. tilbage v. pause: Så får du det hele med.
- Datasikkerheden i orden: Med desktop-applikationen ligger alle data sikkert og direkte på din egen computer.
Ulemper ved ExpressScribe
- Pro-version koster ca. 60 dollars: Du skal være forberedt på at slippe lidt, når du skal have programmet.
- Indbygget editor er ikke specielt god: Du har langt flere valgmuligheder, hvis du bruger programmets system-hotkeys, og en skabelon i din egen editor. Fx Microsoft Word eller Google Docs.
- Mangler software til talegenkendelse: Lige pt. har ExpressScribe ikke indbygget software til talegenkendelse. Det kunne man godt mangle nogle gange.
Hvilket program til transskribering skal du vælge?
Dedikerede programmer til transskribering til transskribering er nødvendigt, hvis du vil spare tid på arbejdet. Vi har set på to muligheder – og hvad du skal vælge afhænger af dit behov.
Er dit behov småt, eller har du blot få lydfiler, så gå med Happy Scribe.
Det er både gratis, intuitivt og hurtigt at komme i gang.
Hvis du derimod er i gang med et større projekt, hvor du har mange lydfiler, der skal transskriberes, så er ExpressScribe bedre.
Her får du flere funktioner, masser af integrationsmuligheder og i sidste ende bedre transskriptioner. Jo, det koster lidt – men tager man højde for tidsbesparelserne skal det nok tjene sig ind igen.
God transskriberingslyst!