Transskribering uden fodpedal? Få 2 effektive metoder her

arrow_1.png

Fodpedalen har længe været standardudstyr for transskribenter verden over. Men nu er det bare ikke alle, der ejer sådan en. Så er fodpedalen overhovedet nødvendig i transskriberingsarbejdet? Svaret er selvfølgelig nej – og her får du et effektivt alternativ.


Du har fået en transskriberingsopgave smidt på bordet, og forsøger nu at finde ud af hvordan du kommer bedst muligt i gang.

Så har du hørt om fodpedaler. Og hvad er nu det for noget?

Vi indrømmer det gerne: At bruge en fodpedal til at assistere transskriberingsarbejdet er smart, hvis man kan finde ud af det. Men fodpedalen er også alt andet end nødvendig, hvis din transskriberingsopgave blot er en engangsforestilling.

Lad os lige til en start få styr på det grundlæggende, inden vi serverer alternativet for dig.

Hvordan transskriberer man med en fodpedal?

Hvis du nogensinde har prøvet at transskribere før, så ved du garanteret, at processen er alt andet end “lige ud ad landevejen”.

Et par sekunder inde er der en, der siger noget, der minder om det rene vrøvl. Du går ud af dokumentet og ind i afspilleren, spoler tilbage, går ind i dokumentet igen, og lytter godt efter. Stadig vrøvl. Og efter 2, 3, eller 4 genafspilninger har du måske et kvalificeret gæt på hvad der siges.

Et øjeblik efter begynder deltagerne i interviewet at tale i munden på hinanden. Så skal du til at spole igen. Først for at lytte til hvad den ene siger. Tilbage igen, og så den anden.

Hvis der er mange deltagere i interviewet bliver det endnu vanskeligere. Og endnu mere tidskrævende. Inden du får set dig om har du brugt mere tid på at spole rundt i lydfilen end på at skrive det sagte ned på papiret.

Og her er det så, at fodpedalen kommer ind i billedet.

Med en fodpedal kan du spole frem og tilbage i lydfilen med et tryk med foden. Fordelen er, at du slipper for at fjerne hænderne fra tastaturet, og navigere frem og tilbage mellem lydafspiller og dokumentet. Du kan endda selv indstille fodpedalen som du ønsker – fx så den spoler tilbage med 2 sekunder pr. tryk.

Fodpedalen tilslutter du computeren, konfigurerer den i dit foretrukne transskriberingsprogram – og så er du klar til tastespurten.

Fodpedalen sparer dig for tid under transskribering

Fodpedalen er smart, fordi den fjerner en masse trin ud af processen, når du transskriberer. Se her hvordan processen kan se ud uden en fodpedal:

(1) Transskribér

(2) Skift program

(3) Spol tilbage

(4) Skift program

(5) Transskribér

(6) …

Med fodpedalen kan du på samme tid klare trin 2, 3 og 4 med et simpelt tryk med foden. Og man skal ikke spole tilbage mange gange i løbet af transskriberingsarbejdet for at kunne se fidusen i det.

En fodpedal kan altså spare dig for en masse tid under transskriberingsarbejdet – forudsat, at du hurtigt lærer hvordan man bruger den. Og for garvede transskribenter, eller for professionelle, kan det give rigtig god mening at investere i en fodpedal til at transskribere.

3 grunde til, at du ikke bør anskaffe dig en fodpedal til at transskribere

Fodpedalen er da smart nok – men nej, den er ikke livsnødvendig for en, der blot har fået et par transskriberingsopgaver. Her får du 3 gode grunde til ikke at anskaffe dig en fodpedal til transskriberingsarbejdet.

#1: Fodpedalen er en unødvendig udgift

For det første, så koster fodpedalen penge i anskaffelse.

En gennemsnitlig fodpedal med to pedaler koster et sted mellem 1.000 kr. og 2.000 kr. Oven i prisen skal du tilføje særlige transskriberingsprogrammer, der typisk også koster en licens. I alt har du sluppet før du kan komme i gang med at bruge fodpedalen.

#2: Det tager tid før du kan bruge fodpedalen ordentligt

Som med alt andet, der kræver multitasking kræver fodpedalen, at du tager dig tiden til at lære den ordentligt at kende. Og der kommer til at være lang tid i begyndelsen, hvor du vil være alt andet end effektiv, når du bruger den.

#3: Der findes simplere alternativer, der klarer ærterne 98% så godt som fodpedalen

Fodpedalen er ikke transskribenternes hellige gral. For du kan nemlig blive ca. lige så effektiv, hvis blot du træner tastaturgenveje.

Alternativ #1: Tastaturgenveje

Et godt alternativ til fodpedalen er at lære dig selv nogle smarte tastaturgenveje at kende. Vi tænker særligt på to, som du nok allerede har gennemskuet:

  • Skift program: Cmd. + tab (Mac) / Alt + tab (Windows)
  • Spol tilbage: Venstre piletast (afhænger af programmet, men du kan indstille hotkeys i de fleste lydafspillere)

Med tastaturgenvejene slipper du for at lade hænderne slippe tastaturet, når du skal skifte over til lydafspilleren, spole tilbage og skifte tilbage igen.

Hvis du får denne vane indarbejdet, så er der rigtig meget tid at spare.

Alternativ #2: Brug et dedikeret transskriberingsprogram

I dag findes der programmer, der hjælper med manuel transskribering.

I mange af disse programmer kan du både tilgå tekstredigering og genveje til afspilning af lydfilerne.

Et eksempel på et sådant program er Happy Scribe. Happy Scribe tilbyder både autogenereret transskribering (hvilket ikke er specielt godt på dansk endnu), men de har også et gratis værktøj til manuel transskribering.

Fordelen ved dette værktøj er, at der er indbygget genveje til alle de smarte funktioner direkte i editoren. Du kan både spole tilbage med et tryk på en tast, gøre afspilningen af lydfilen langsommere, og automatisere indsættelse af navne – for blot at nævne nogle få fordele.

Du finder Happy Scribe’s transskriberingsværktøj her. Og det er helt gratis.

Altså…

For de flestes vedkommende er fodpedalen slet ikke en nødvendighed for at komme i gang med at transskribere.

Vores anbefaling er: Glem det. Transskribér uden hjælp fra pedaler – og brug moderne software i stedet, hvor alt transskriberingsarbejde foregår direkte på tastaturet.

Del artiklen:

LinkedIn
Twitter
Facebook
Reddit

Skal vi hjælpe dig med at transskribere?

Prøv Danmarks billigste service – med lynhurtig levering.